Referat fra Skattemøde og Generalforsamling 2011

feb 20th, 2011 | By kr@oresundsborger.dk | Category: Lead article, skat

Foreningen ÖresundsBorger afholdte kombineret skattemøde og generalforsamling den 25. januar. På trods af, at Danmark og Sverige netop den aften mødtes til kamp i håndbold VM var der god opslutning med ca. 40 fremmødte deltagere.

Formanden Kim Rasmussen orienterede om aktiviteterne i 2010, der blandt andet inkluderede et politikermøde i august samt en vellykket indsats i december for at forhindre Trafikverket i en kraftig højning af togpriserne.

På generalforsamlingen blev der valgt en ny bestyrelse, og efter konstituering på det første bestyrelsesmøde ser bestyrelsen således ud:

Formand: Kim Rasmussen
Næstformand: Anders Andersen
Bestyrelse: Inger A. Gurdiel, Per H. Nielsen, Uffe Nissen, Maria Ahrenfeldt
Suppleant: Johan Lindblad

Foreningen havde inviteret Skat og Skatteverket til blandt andet at orientere om, hvordan man udfylder sin årsopgørelse, og om ændringerne i ægtefællebidraget. Spørgelysten var stor, og oplægsholderne kom omkring de fleste emner lige fra kørselsfradrag til multimediaskat. Link til præsentationerne finder du nederst på siden.

På generalforsamlingen blev der blandt andet udtrykt ønske om, at Foreningen sætter fokus på problemstillingen med svenske arbejdsgiverafgifter i forbindelse med arbejde i både Danmark og Sverige. Foreningen er enig i, at det er en vigtig grænsehindring, som der heldigvis også er meget fokus på fra politisk side.

Herudover blev det ønsket, at Foreningen gør en ekstra indsats for at påpege uretfærdigheden i at danskere, der arbejder og betaler skat i Danmark, men som er bosat i Sverige, ikke må stemme til det danske folketingsvalg. 2011 er jo som bekendt valgår i Danmark, og Foreningen har at sinde at sætte denne problemstilling højest på agendaen dette år. Det er Foreningens ambition, at samtlige medier og politikere dette år bliver gjort opmærksomme på den store vælgerskare, der er sat uden for det danske demokrati.

Foruden disse mærkesager vil Foreningen naturligvis i 2011 fortsætte med bredt at arbejde for at udrydde alle eksisterende grænsehindringer og forbedre forholdene for tog- og bilpendlerne.

Bestyrelsen i Foreningen Öresundsborger vil gerne afslutningsvis takke for den store opbakning i 2010, og ser frem imod et spændende 2011, der forhåbentlig vil bringe os et skridt nærmere en velfungerende og integreret Öresundsregion.

Præsentation fra SKAT 2011

Præsentation fra Skatteverket 2011

Tags: , ,

Kommentér