Öresundsborgermødet 2008
sep 10th, 2008 | By az@oresundsborger.dk | Category: EventsInfrastruktur, skattepolitik og borgerrettigheder blev de tre hovedemner, som
Öresundsborgerne diskuterede med et panel af politikere på Öresundsborgermøde 2008
på luftkastellet i Malmö.
Emnerne har vist sig at være vigtige for de fleste af de borgere, der pendler over
Øresund, og ikke mindst for foreningens medlemmer.
Infrastruktur
Foreningen Öresundsborger har foretaget beregninger, som viser, at overfartsprisen
for bropendlere uden problemer kan nedbringes betydeligt. Dette vil ikke påvirke
muligheden for “tilbagebetaling af broen indenfor en rimelig tid”, som er den
lovmæssige formulering, Öresundsbron baserer sin prispolitik på. I diskussionen
viste størstedelen af panelet sig forstående over for ønsket om en billigere bro
både for bil- og togpendlere. En del politikere var direkte imod, at en bropassage
overhovedet koster noget. Dette er der dog ingen af de respektive politikere som har rygdækning for i de respektive partier.
Næste skridt: Foreningen mener, at Öresundsbrons relativt komplicerede ejerskabsforhold og selskabsstruktur gør det umuligt at gennemskue, om den pris, som idag er fastsat for en bropassage, er rimelig. Derfor skal broens økonomi og prisfastsætning undersøges. Foreningen vil arbejde for, at der bliver nedsat en uafhængig kommission som kan udrede broens økonomi, beregne de faktiske omkostninger for en bropassage, således at politikere og borgere kan vurdere prisfastsætningens rimelighed. Ligeledes skal det vurderes, om det er rimeligt at lade bropendlere betale for centrale færdselsårer som motorvej og jernbane til Københavns lufthavn. Hvorfor er det ikke en samfundsmæssig opgave?
Skattepolitik
Begejstring for skatteaftalen mellem Danmark og Sverige, som danner rammerne for
beskatningen af Öresundsborgerne, er meget beskeden Det stod efter mødet klart, at
det især er borgerne samt svenske politikere, der er utilfredse med aftalen. Aftalen
gør mennesker med arbejde i Danmark og bopæl i Sverige til nassere på den svenske
stat, mens den danske stat skummer fløden. Malmö kommune føler sig forbigået og
ønsker skatteaftalen genforhandlet, dels fordi den er baseret på væsentligt færre
pendlere, end der findes i virkeligheden, dels fordi der er for mange undtagelser,
som der ikke udlignes for. F.eks. udligner Danmark ikke skat til Sverige for
offentligt ansatte og personer med indkomster på under 150.000 kr.
Næste skridt er at gøre politikere og offentligheden i hele Öresundsregionen
opmærksomme på aftalens urimelighder, så den kan blive genforhandlet hurtigst
muligt. Det interessefællesskab, som Danmark og Sverige har indgået i
Öresundsregionen kan ikke fortsættes, hvis den ene snyder den anden, men kun hvis
begge parter viser retfærdighed og respekt.
Borgerrettigheder
Danske statsborgere i Skåne mangler deres stemmeret til det danske folketing. De er
statsborgere i EU men har ingen stemmeret! Hvorfor har vi så meget dårligere
rettigheder end alle andre? En række gode spørgsmål blev stillet til panelet under
debatten om borgerrettigheder. Svenske politikere var mest uforstående overfor, at
man ikke har lov til at stemme i det land, man er statsborger i, mens de danske
henledte opmærksomheden på grundlovens formulering af, at man skal være bosat i
riget for at have stemmeret. Denne formulering har indtil nu fået de fleste danske
politikere til af afvise muligheden for stemmeret blankt, men et vist tøbrud synes
at spores. Karen Hækkerup bemærkede en del juristers kommentarer om, at der sagtens
kan laves en bredere fortolkning af grundloven, mens Marion Pedersen holdt det for
realistisk at give danskere i udlandet, som stadig betaler skat i Danmark
stemmeretten tilbage.
Næste skridt: Presset på politikerne omkring de manglende rettigheder skal
fastholdes så dialogen fortsætter. Desuden skal der tages dialog med Nordisk Råd, som også arbejder med stemmeretssagen.
Foreningen fortsætter sit arbejde og dialogen med systemerne på begge sider af sundet.
Husk at der ikke er noget der sker af sig selv. Det bliver kun bedre, hvis vi
fastholder et organiseret pres i fællesskab.
Støt Foreningen!
www.oresundsborger.com
